Dug og kondens på vinduer

Dug og kondens på indersiden af vinduer opstår, når varm og fugtig luft rammer rudens kolde overflade. Undgå dug på indersiden af en rude i længere tid, så undgår du også råd og svamp.

Energiruder

Ved energiruder dannes der ofte dug på ydersiden og mest i april og september, specielt om natten, når temperaturen falder. Rudens yderside køles ned om natten, og når temperaturen hurtigt stiger om morgenen, bliver luften hurtigere varmere end ruden, og der opstår dug. Duggen forsvinder om morgenen eller i løbet af formiddagen, når solen varmer ruden op.

Duggen vil være mest massiv på vest- og sydvendte vinduer og sjældnere på østvendte vinduer. Har du et stort tagudhæng på dit hus, vil dugproblemerne være mindre. Det samme gælder, hvis der er overdækning el.lign. over energivinduerne, fx en overdækket terrasse.

Det kan naturligvis være til stor gene, at du ikke kan se ud, men du bør faktisk glæde dig. Dug på ydersiden af ruden er tegn på dine lavenergiruders effektivitet - hvor godt de holder varmen inde og kulden ude. I og med at energiruder ikke tillader varme at slippe ud, er overfladetemperaturen på rudens yderside lav, og der kan derfor dannes dug på den kolde overflade. Der produceres i dag glastyper, som har en speciel coating på ydersiden af glasset, der modvirker dug udvendigt. Du behøver heller ikke bekymre dig om selve vinduesrammen. Vinduet er konstrueret til at modstå vand og regn, så det kan også godt holde til lidt dug.